Løgstrup Friplejehjem

Se billeder fra første spadestik

Formanden Anders Jensen og Sigurd Jakobsen fra ATRA Arkitekterne holdt tale - læs Anders tale her:

Velkommen til 1. spadestik til etablering af Løgstrup Friplejehjem. Det er nu godt halvandet år siden vi etablerede bestyrelsen for den selvejende institution Løgstrup Friplejehjem. Vi nedfældede som det første bestyrelsens værdigrundlag for friplejehjemmet som lyder: 

- Løgstrup Friplejehjem skal være et friplejehjem i særklasse, hvor beboere og pårørende oplever de nære rammer som både private og fælles, og hvor medindflydelse, aktiviteter og tilbud er en naturlig del af hverdagen. 

- Et friplejehjem der med sin placering og udformning, fremtræder som en naturlig del af Løgstrup-området. 

Det er så især den sidste del af værdigrundlaget vi tager hul på i dag med det første spadestik, så stedet her bliver en naturlig del af Løgstrup-området. Inden vi er nået hertil er der fra bestyrelsens side blevet arbejdet koncentreret med at få projektet realiseret. 

 

Der skulle som det første både udarbejdes et tillæg til kommuneplanen og en lokalplan for området for at få arealet her ind i byzone. Derefter har vi søgt boligstyrelsen om tilladelse og støttet til etablering af 24 plejehjemsboliger og friplejehjemmet skulle desuden certificeres i Sundhedsstyrelsen til at drive plejehjem. Denne certificering er rimelig omfattende, da der kræves en meget detaljeret beskrivelse af, hvilket personale der ansættes, hvordan personalet skal holdes opdateret og hvordan den daglige drift og pleje på hjemmet skal foregå. 

Dermed stilles der de samme krav til et friplejehjem som til et offentligt plejehjem og økonomien for beboerne på plejehjemmet og for driften af plejehjemmet er som på de offentlige plejehjem. Den største forskel på de to former for plejehjem er den store lokale opbakning og dermed ejerskab der typisk er til friplejehjemmene og desuden det tætte samarbejde der i det daglige er mellem ledelse og bestyrelse på friplejehjemmene, hvor der kan tages hurtige beslutninger, når der er behov for det. 

Som noget andet helt centralt i processen skulle bestyrelsen også finde finansiering til byggeriet og det har Nykredit og Sparekassen Kronjylland i fællesskab skabt grundlaget for. En mindre, men ikke uvæsentlig, del af finansieringen, er også de lokalt indsamlede midler og tilskud. Der er ydet tilskud fra LAG Skive-Viborg, Lars Seier Christensen, Anders Brøndum Fonden og Den Jyske Sparekasse Fonden. Derudover har Støtteforeningen for Løgstrup Friplejehjem indsamlet midler fra lokale virksomheder og borgere. En stor tak til alle der har bidraget med tilskud og støtte til den lokale indsamling, hvor vi er tæt på vores budgetterede mål på 600 tkr. 

Vi har valgt at placere friplejehjemmet her på det skrånende naturskønne terræn på kanten af Løgstrup og på vej mod Hjarbæk. Her vil plejehjemmet komme til at ligge med Hjarbækvej på den ene side, som i ældre tid bragte internationalt gods fra Hjarbæk til Viborg og på den anden side Himmerlandsstien, som i nyere tid har fungeret som togbane mellem Viborg og Løgstør.
Så friplejehjemmet kommer til at ligge på et historisk knudepunkt, som i dag er omdannet til et område med masser af fritidsaktiviteter. Der er mange motionister på Himmerlandsstien, der er børn, unge og voksne fodboldspillere på idrætsanlægget som nabo og især om sommeren er der mange turister på vej på ferieophold ad Hjarbækvej til den skønne Hjarbæk by og fjord. Derudover har vi Løgstrup Skole helt tæt på og dermed mulighed for at børn og gamle kan inspirere hinanden i dagligdagen. 

Jordarealet vi her skal bygge på, har vi købt af Bente og Jens Jørgen Nielsen. Derudover har vi købt et lille areal mod nord af familien Villumsen, så vi kunne få den helt rigtige placering af friplejehjemmet. Jeg vil gerne takke begge parter for at have udvist stor fleksibilitet og samarbejdsvilje i at få projektet realiseret. 

Tegningerne til friplejehjemmet er ved at være godt afprøvede. De er tidligere brugt til plejehjemmene i både Klejtrup, Frederiks, Randers og Skive. Disse plejehjem har vi i bestyrelsen været på besøg hos og vi er meget begejstrede over indretningen, funktionaliteten og arkitekturen og dermed er det et gennemtestet hus vi om et års tid kan flytte ind i. 

Det er Atra arkitekter, som er teknisk rådgiver på projektet og ved licitationen var det Ginnerup A/S som vandt med det billigste tilbud. Vi har allerede et stykke tid været i gang med samarbejdet med Atra arkitekterne og vi ser frem til det kommende samarbejde om byggeriet også med Ginnerup, et samarbejde som vi er meget tygge ved, da både Atra arkitekter og Ginnerup også er parter i byggeriet af Skive Friplejehjem, som gik i gang for 3 mdr. siden. Bestyrelsen forventer dermed at byggeprocessens børnesygdomme bliver afviklet i Skive, så vi herefter kan få opført det helt perfekte byggeri her i Løgstrup. 

Byggeriet vil være færdigt om et års tid, hvorefter det vil blive 24 beboeres private hjem i lokalområdet og desuden en ny lokal arbejdsplads for 25-30 ansatte. Dermed sikrer vi en fortsat udvikling af Løgstrup-området, som et godt stede at leve, hele livet. 

Jeg vil gerne takke bestyrelsen for friplejehjemmet for et formidabelt samarbejde om at nå hertil, hvor vi er i dag. Der har været stor samhørighed i bestyrelsen om arbejdet og vi har været godt sekunderet af Jon Pugholm som konsulent på projektet. Jon er mr. friplejehjem da han efterhånden har medvirket til etablering af 8-10 friplejehjem i det midt- og nordjyske. Tak for samarbejdet indtil videre Jon. 

Det er også en fornøjelse, at vi har en stor medlemsskare på omkring 275 medlemmer i støtteforeningen, som dermed viser at friplejehjemmet har en udbredt lokal opbakning. Nu nærmer sig også tiden hvor medlemmerne i støtteforeningen kan få brugt deres opsparede energi på frivillig hjælp på plejehjemmet og det ved jeg mange ser frem til. 

Nu vil jeg så også gå over til den mere fysiske del og tage det første symbolske spadestik. Held og lykke til alle med Løgstrup Friplejehjem.

 

 

Denne side bruger cookies, dog kun nødvendige for at siden fungerer og til statistik. Hvis du vælger at afvise cookies, kan du måske ikke anvende alle sidens funktioner.